Personlig blog om alt mellem himmel og jord. Indeholder blandt meget andet nyt fra Aalborg, fotos, opskrifter, tips/tricks, linux, ubuntu, ris/ros m.m.

Bloggen 2009 i tal og betragtninger

godt nytaar 2010 Bloggen 2009 i tal og betragtninger

Så gik der endnu et år med at blogge og jeg synes selv, jeg holder dampen rimeligt godt oppe. Mange bloggere holder ikke så længe, men jeg synes altså, at det stadig er skægt. Jeg kommer ud med nogle af mine holdninger, men der er også gået lidt sport i at skrive om nogle emner, som optager læserne – og som dermed også giver trafik. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med trafikken går over al forventning. Det gør det blot endnu sjovere, når man ved, at andre rent faktisk har glæde af det, man skriver.

I maj var der karneval og blogindlægget med billeder fra optoget blev årets absolutte topscorer. Med 371 billeder er det da også klart, at der må være noget for de fleste. Jeg forsøgte at være hurtigt ude med mine billeder, så allerede lige over middag, var der åbent for nysgerrige. Og dem var der mange af. Dagen derpå, altså d. 24. maj, præsterede bloggen over 10.000 sidevisninger – heraf godt 6.500 sider med billeder fra karnevalet. En sidevisning er ikke det samme som antal besøgende. En besøgende får oftest vist flere sider i træk. Men over 10.000 på en dag er jeg faktisk stolt af!

Ikea kommer snart til Aalborg. Det har jeg skrevet noget om her på bloggen. Og det har også vist sig at være af overordentlig stor interesse for læserne. Forklaringen skal nok findes flere forskellige steder. Jeg har skrevet et par indlæg, som giver læseren en række faktuelle oplysninger og den slags er populært. Altså hvornår åbner Ikea (24. marts 2010), hvor stor bliver den, p-pladser osv. Men en stor del af forklaringen findes nok også i, at min blog står øverst hos Google, når man søger på ”ikea aalborg”. Totalt set titusindvis af hits på indlæggene om Ikea.

Jeg fører meget detaljeret statistik over besøgende på bloggen, så jeg nøje kan se, hvornår folk interesserer sig for hvad. Når der reklameres meget for mobilt bredbånd i fjernsynet, genererer indlæg om emnet meget trafik. Det er sådan en overordnet betragtning, en trend om man vil. Men en detail er det skægt at notere sig, at mine opskrifter på rundstykker og rugbrød giver meget trafik lørdag og søndag morgen. Og de seneste par dage, har jeg bemærket, at mange tilsyneladende skal have hjemmelavet is til dessert nytårsaften, da mine opskrifter slår samtlige andre indlæg i interesse netop nu. Overraskende er det heller ikke, at mange vil se billeder af fyrværkeri.

Med bloggen vil jeg gerne udbrede folks kendskab og interesse for Linux, der er et gratis styresystem, der kan erstatte dyre og besværlige versioner af Windows. Særligt den brugervenlige Linux-udgave, Ubuntu, anbefaler jeg folk at bruge. Noget overraskende går det trægt med folks interesse. I mange af livets og samfundets aspekter går vi danskere i retning af valgfrihed og det at sætte sit personlige præg på tingene og skille sig ud fra mængden. Derfor kommer det bag på mig, at folk bare æder Microsofts dybt kommercielle og masseproducerede metervare, som faktisk ikke en gang er af så høj kvalitet endda. Lad dette være min opsang til mine læsere: Brug en kort stund på at sætte jer ind i hvad det ville betyde at skifte til Linux. Husk, at Linux ikke overtager computeren men sagtens kan leve side om side med Windows. Husk ligeledes, at man kan prøve det hele af uden at lave ændringer på computeren. Kan man ikke lide det, man ser, kan man fjerne cd’rommen og genstarte computeren.

Der skal lyde en stor tak til bloggens læsere, faste som forbipasserende. Jeres interesse driver min fortsatte lyst til at skrive. Kort og godt. Rigtigt godt nytår til alle! :-)

Udskriv Udskriv

Creative Commons License
This work, unless otherwise expressly stated, is licensed under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 2.5 Denmark License.

Lignende indlæg:

  1. Byggeriet af Ikea Aalborg forløber planmæssigt
  2. Kedelig milepæl på bloggen: 1.000 spamkommentarer
  3. Byen ruller igen den røde løber ud til Aalborg i Rødt 2009
  4. Julemarked i Nordkraft 2009
  5. Så er Rendsburgsgade og Nytorv ved Friis atter åben for trafik – nye omkørsler i stedet

Gemt Under Blogs, byggeri, nyheder // Skriv en kommentar

Kommentarer: Skriv din mening!

Skriv et svar




Valid XHTML 1.0 Transitional