Det danske forsvar bør holde sig fra alt det, der kan flyve!
Så er den gal igen. Forsvaret har lejet to gigantiske 30 år gamle russiske Ilyushin transportfly for at kunne flyve forsyninger til de danske styrker i Afghanistan. Flyene kan laste hvad som helst; proviant, udstyr, materiel, køretøjer osv. Flyene er skandaleombruste og i EU flyver de på dispensation. Lejeaftalen løber til 2012 men dispensationen løber kun til i næste uge. I alt koster det i omegnen af 700 mio. kr. at leje flyene, men flere mener nu, at det har været for billigt.
Sideløbende har vi skandalen om indkøb af nye kampfly til erstatning for flyvevåbenets aldrende F16-fly. Valget står pt. mellem tre forskellige fly: Lockheed Martins F35 Lightning II – Joint Strike Fighter (JSF), Saabs JAS 39 Gripen og Boeings F18 Super Hornet. Der lægges budgetter og forhandles med fabrikanter om både pris og arbejdspladser til Danmark. Det billigste fly – Gripen – koster ca. 460 mio. kr. pr. stk., mens det dyreste – JSF – koster omkring 800 mio. kr. pr. stk. I alt er der tale om en mulig ordre på 40 mia. kr., så det er altså ikke småpenge, vi taler om. Det er ikke muligt at nå til enighed om noget som helst og alt i mens ændres der hele tiden på pris, leveringsbetingelser, tidsplan osv.
Flyvevåbenets 35 år gamle Sikorsky-helikoptere er skiftet ud med AW-101 Merlin fra engelsk-italienske AugustaWestland. Kort efter leveringen stod det klart, at der var problemer med revner i helikopternes rotorer, hvilket må siges at være temmelig alvorligt. Også andre mekaniske og elektroniske ting volder problemer. Derfor står helikopterne nu mere på værkstedet end på flyvepladsen klar til redninger og anden indsats. Forsvaret har fået megen kritik undervejs i forløbet og der har hersket nogen mystik om, hvad der egentlig er foregået.
I slutningen af 2005 skrottede man endelig det førerløse fly, Tårnfalken. Den var virkelig undergået problemer af snart enhver art. Det tekniske var nærmest til grin. Den kunne ikke flyve og man skiftede reservedele i et væk. Samtidig var der endda reservedele, man måtte vente i månedsvis på fra den franske producent, Sagem. Også på andre områder var der knas med falken. Bl.a. skulle enhver reservedel være specielt godkendt til fly, til trods for at flyet var førerløst og ikke medtog passagerer. Da grejet blev udfaset havde det kostet skatteyderne knapt ½ mia. kr. og blev videresolgt til Canada. Her skulle der efter sigende kun nogle få billige reservedele til, for at Tårnfalken kom på vingerne.
Alt i alt ser det for mig ud som om, at det er nogle helt forkerte folk, der sidder på pengekassen i Flyvevåbenet. Snart alt, der er blevet rørt ved de seneste 15 år, har udløst skandaler og gigantiske tab for skatteyderne. Der må sidde nogle betroede medarbejdere, der giver dårlige skøn og rådgivning. Hvis det på et tidspunkt forlanges, at alle sagerne kulegraves, er det i hvert fald noget, jeg personligt kan bakke 100% op omkring.
Udskriv

This work, unless otherwise expressly stated, is licensed under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 2.5 Denmark License.
Lignende indlæg:
- I går var en sort dag for AaB
- Grotesk årsag til mange lastbiloverhalinger på motorvejen afsløret
- Mette Vons er lukket i Østeraagade og Nadias Sandwich & Muffins har overtaget
- Kanalændringer hos AN-TV / Stofa i Aalborg-området – ringe kundeservice
Gemt Under Brok, holdninger, nyheder // Skriv en kommentar
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar



