Home – den mest tankevækkende film til dato
Det er den største gyser nogensinde. Men det er også en fantastisk flot fortælling. Home, lavet af franskmanden Yann Arthus-Bertrand og fortalt på engelsk af Glenn Close, er en meget atypisk film – men den er dødrelevant!
Det handler om klima, det handler om menneskets rovdrift på naturen, det handler om udnyttelse og overgreb og det handler om, at lige netop nu er sidste chance for vores planet. Jorden er flere milliarder år gammel og det er livet også. Mennesket som race er ca. 200.000 år gammelt og som bønder kun ca. 10.000 år gammelt. På de relativt få år er det lykkes for én eneste race at vende jordens udvikling i faretruende retning og meget højt tempo. Faktisk kan de største ændringer tilskrives de seneste 50-100 år.
Home er en episk beretning om jordens historie. Der er ingen medvirkende i filmen. Det hele illustreres af vanvittigt flotte naturoptagelser og optagelser af nogle af menneskets bedrifter. Glenn Close’s behagelige røst beretter de lidt behagelige kendsgerninger om vores planet. Home er filmet fra luften i mere end 50 forskellige lande, heriblandt Danmark. Vi ser hele økosystemer, tørke, kulde, byer, og nogle af jordens mange arter. Jeg har haft fornøjelsen af at se filmen i HD-kvalitet og samtlige knapt 120 minutter er en fryd for øjet. Fryden opvejes dog meget tungt af fortællingens kendsgerninger. Jeg har hæftet mig ved nogle af dem, som jeg nævner her.
- Tianjin er en kinesisk megaby med hundrevis af skyskrabere og millioner af indbyggere. For 40 år siden var det en lillebitte fiskerlandsby.
- I USA er der ca. tre millioner bønder. De producerer korn nok til at brødføde to milliarder mennesker. Kornet bliver primært brugt til dyrefoder og biobrændsel.
- De seneste 50 år er jordens befolkningstal tredoblet.
- Halvdelen af jordens rigdomme ejes af 2% af dens befolkning.
- I løbet af de næste 20 år vil vi udvinde og forbruge mere olie end i hele resten af verdenshistorien.
- To milliarder mennesker er afhængige af afbrændingen af trækul.
- En lilter olie giver lige så meget energi som 100 par hænder i et helt døgn.
- Hver uge tages to nye kulkraftværker i brug – i Kina alene.
- Siden 1950 er fiskeriet femdoblet og alle fiskearter er ved at være truet. Flere er allerede uddøde.
- For en femtedel af jordens befolkning er den vigtigste næringskilde fisk.
Det var lidt blandede kendsgerninger. Nedenfor har jeg samlet nogle stykker, der alle handler om vand.
- 70% af alt ferskvand bruges af landbrug.
- 100 l. kan give et kilo kartofler og 4.000 l. kan give et kilo ris, mens det koster 13.000 l. at fremstille et kilo kød.
- I løbet af de næste 15 år vil to milliarder mennesker få problemer med at skaffe rent drikkevand.
- Hver tiende flod når ikke længere havet i sommermånederne.
- I Indien er der de seneste 20 år boret 21 millioner brønde. 20% er udtørret og lukket igen.
Ovenstående er blot et lille udpluk af de mange fakta, man får fra filmen. Danmark er i øvrigt et par nævnt i forbindelse med CO2-neutral energi. Vi får ros for at skaffe 20% af vores energi fra vindkraft, mens der vises billeder fra havvindmølleparken Horns Rev 2. Til billederne af Nordjyllandsværket roses vi lidt senere for at eksperimentere med at sende CO2 tilbage til undergrunden. Men er netop det projekt ikke lukket igen?
Filmen igennem fremstilles mennesket som den ultimative misbruger af jordens ressourcer og mange gange får man den ubehagelige fornemmelse af, at det her er meget, meget slemt. Det kommer frem, at Arktis og den grønlandske indlandsis rent faktisk smelter med en fart, som ingen havde forudset for blot ti år siden – heller ikke de allermest pessimistiske forskere.
Nu må det ikke lyde som om, at det er ren pinsel at se Arthus-Bertrands mesterværk af en film, for som sagt er det en stor episk rejse illustreret i så flotte billeder, som det sjældent er set før. Jeg mener i øvrigt, at filmen kunne være en glimrende start på enhver deltager i den nært forestående COP15-klimakonference i vor hovedstad. Alle skulle simpelthen tvinges til at se filmen, før en eneste forhandling åbner.
Herunder ses traileren til filmen.
Udskriv

This work, unless otherwise expressly stated, is licensed under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 2.5 Denmark License.
Lignende indlæg:
- Klaus Bondam: Valgets mest magtsyge og desperate taber!
- To nye operativsystemer: Windows 7 og Ubuntu 9.10 – tankevækkende sammenligning
- Sjove fejl i film – mange billeder
- I morgen er der igen Guld i Salling
- Nye argumenter for GLS og imod Post Danmark og DHL
Gemt Under Her & Nu, film, holdninger, politik, tips // Skriv en kommentar
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar



