Istjenesten og isbryderne er klar
Som jeg skrev i går, er jeg fuldstændig overbevist om, at dansk isvinter 2010 står lige for døren. Nok er der plusgrader udenfor lige nu, men det ændrer sig snart igen. Søværnets Operative Kommando (SOK) besluttede i går at forkorte beredskabet på isbryderen Danbjørn, så den nu kan indsættes med 24 timers varsel mod de 48 timer, der var tilfældet før. De øvrige isbrydere, Thorbjørn og
Isbjørn, fortsætter på 48 timers varsel. I dag, torsdag, vil der dog blive taget stilling til, om også det skal forkortes.På billedet øverst ses de tre isbrydere ved kaj på Flådestation Frederikshavn. Forrest ligger Thorbjørn og Isbjørn. Danbjørn gemmer sig bag Thorbjørn. Billedet tog jeg tidligere på året fra Stena-færgen til Göteborg. Se mit indlæg fra i går for billeder af isen i Limfjorden.
Når der skal brydes is, skal skibe med behov for assistance melde sig til isbryderen, der er myndighed i isen. Her vil der blive taget stilling til mange forhold om den fortsatte sejlads. Isbryderens fører bestemmer bl.a. hvem der får assistance, hvornår der gives assistance, sejlrute, opsamlingssted, placering i konvoj og meget andet. Isbryderen kan også bestemme, at et skib må gå til anden havn, end den planlagte. Alt besluttes ud fra en prioritering af skibene med behov. Skibe i nød eller med levende dyr ombord har førsteprioritet. Herefter følger færgetrafikken og kommerciel trafik – skibe med særlig last kan opprioriteres. Desuden overvejes isens beskaffenhed samt de enkelte skibes motorkraft, skrogtype osv.
Alle skibe, der gennemsejler dansk farvand eller anløber dansk havn har pligt til at orientere sig om isforholdene og kontakte Istjenesten god tid i forvejen.
En af de nærmeste dage vil jeg skrive lidt om ismeldinger og gøre et helt tema ud af denne række indlæg.
Udskriv

This work, unless otherwise expressly stated, is licensed under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 2.5 Denmark License.
Lignende indlæg:
Gemt Under nyheder // Skriv en kommentar
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar



