Kedelig milepæl på bloggen: 1.000 spamkommentarer

Siden bloggen her gik i luften for over 1½ år siden, er der jævnligt kommet spam som kommentarer. Det kommer lidt i bølger og lige nu er der desværre en del. Således har bloggen netop rundet spamkommentar nummer 1.000. Fæhovedet, som afsendte den, fik dog ingen præmie for ulejligheden. Spamkommentarerne består mest af reklamer for lykke- og potenspiller og anden medicin samt porno med kendisser.
Enkelte ”rigtige mennesker” skriver dog også noget, jeg behandler som spam. For ganske nylig modtog jeg en lang kommentar til mit indlæg om kamphunde.info. Den var meget lang og det var tydeligt, at afsenderen havde lagt arbejde i at skrive den. Jeg skrev til vedkommende, at jeg ville vente et par dag med at godkende kommentaren, så jeg kunne sikre mig, at den samme kommentar ikke lå på 100 andre blogs/websites. Dagen efter googlede jeg et brudstykke og fandt ud af, at mine forbehold var velbegrundede – der var masser af hits. Derpå skrev jeg til afsenderen og forklarede, hvorfor jeg afviste kommentaren. Jeg mener, at det er misbrug, hvis man bruger kommentarsystemer til at floode med. At floode betyder at skrive det samme mange steder og/eller mange gange. Derfor vil jeg ikke have det her på bloggen.
Til at styre al den almindelige spam bruger jeg Akismet, som er gratis og fungerer 112% efter hensigten. Der er ingen smuttere – hverken falske negative eller falske positive. Ingen spam er sluppet forbi filteret og ingen rigtige kommentarer er blevet behandlet som spam – altså bortset fra dem, jeg behandler manuelt. Selvom 1.000 spamkommentarer lyder af meget, kræver det ikke den store arbejdsindsats at administrere det. Akismet er meget logisk opbygget og de daglige rutiner klares med ganske få klik.
Udskriv

This work, unless otherwise expressly stated, is licensed under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 2.5 Denmark License.
Ingen lignende indlæg fundet.
Gemt Under Blogs, Brok, tips // Skriv en kommentar
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar



