Så åbnede Ikea – første besøg en positiv oplevelse!
Onsdag i denne uge var dagen, mange nordjyder havde ventet på; Ikea slog igen dørene op for et varehus med møbler og boligtilbehør. Åbningsdagen forløb stort set efter planen med masser af kunder, musik, mad, taler osv. Ufrivilligt fik man også testet brandalarmen og evakueringsprocedurerne, da alarmen gik ca. 1½ time efter åbningen. De over 1.000 kunder kom hurtigt og sikkert ud af bygningen uden nogen form for panik – eller det skulle da lige være, hvis nogle chefer bekymrede sig lidt om den slags fejl på åbningsdagen.
Torsdag havde jeg tidligt fri og kørte en tur ud ”i kea.” Der var ikke nævneværdig trafik på indkørselsvejene og parkeringspladser var der nok af. Hjemmeværnet var godt nok på plads som ved et andet cykelløb, men de var efter min mening overflødige – særligt samaritterteltet var der da ikke brug for. Der var masser af kunder i varehuset, men der var slet ikke den følelse af trængsel, som man ellers øjeblikkeligt får i Århus. Hylderne bugnede af varer og der var hjælpsomt personale overalt. Ikea Aalborg fører samtlige koncernens 9.300 varenumre, hvilket til sammenligning ikke er tilfældet i Århus. Jeg gik til en selvbetjeningskasse og efter maks. ti sekunder var det blevet min tur. På vejen ud snuppede jeg en forfriskning i grillbaren – det forlængede turen med blot ca. ½ minut ekstra.
Alt i alt var det en meget positiv oplevelse at besøge byens nye Ikea. Varehuset er kæmpestort, men det lader til at være let nok at finde rundt i – ellers kan man jo altid alliere sig med et af de mange oversigtskort. I møbeludstillingen er der flere steder afsat et antal kvadratmeter, f.eks. 35, hvor der er indrettet en bolig med Ikea-møbler og -tilbehør. Således får man indblik i, hvordan man på relativt lidt plads kan have både køkken, spisestue, dagligstue og soveværelse. Det er en kanon idé, synes jeg, og det er meget veludført.
Alt fremstår indvendigt som færdigt og klart. Men f.eks. brobelægningen udenfor ligner noget, der er kastet ind med en greb natten før åbningsdagen. Det er i hvert fald ikke godt nok. Det buler og bøjer og man får fornemmelsen af, at alle stenene ligger løse – lidt som i gågaderne i Aalborgs centrum. Forklaringen skal selvfølgelig nok findes i den lange periode med frost, hvilken også har givet kommunen problemer med at få alle tilkørselsvejen klar til tiden. Men Ikea må altså have fat i brolæggeren igen, når vejret bliver til det.
Velkommen til Ikea Aalborg. Tak for kigget denne torsdag formiddag i marts. Vi kommer helt sikkert igen. Jeg kan på det varmeste anbefale alle at lægge vejen forbi. Kommentarer om elendig kvalitet o.l. frabedes til dette indlæg. Jeg har nemlig altid selv været yderst tilfreds med de varer, jeg har fået i Ikea.
Udskriv

This work, unless otherwise expressly stated, is licensed under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 2.5 Denmark License.
Lignende indlæg:
- Byggeriet af Ikea Aalborg forløber planmæssigt
- Så åbnede Salling for sit første januarudsalg i 2010′erne
- I morgen er der igen Guld i Salling
- Håndværkerne i Friis, Aalborg Citycenter, arbejder i dag gratis for Haiti
Gemt Under Begivenheder, aalborg, butikker, byggeri, nyheder, oplevelser // Skriv en kommentar
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar



