Set i biografen: von Triers Antichrist
”Weird shit!” udbrød min kammerat, da vi kom ud fra biografen i søndags. Mens andre sad i kirken, havde vi set Lars von Triers hypede ikke-palmevindende film og Zentropas store satsning, Antichrist. Lad mig bare slå fast med det samme; det var en film, jeg ikke nød at se. Ingen nød at se den, tør jeg godt sige. Da rulleteksterne kom på, sagde ingen noget. Heller ikke på vej ned ad trappen sagde nogen noget særligt. På fortovet udenfor blev der talt i dæmpet stemmeleje og nogle piger følte behov for at give hinanden krammere. Weird shit!
Eksponeringen, hypningen og det hele havde givet mig lyst til at se filmen. Jeg måtte da vide, hvorfor så mange biogæster i Cannes måtte bæres ud af mørket og efterfølgende have ilt i foyeren. Mine egne behov gik ikke i den retning, men jeg kan sagtens forestille mig hvilket scener, der har fået folk til at reagere. Filmen er barsk, det er der ingen tvivl om. Der er sex (nærmest porno), barnedødsfald, vold, selvlemlæstelse, led stemning, forskrækkelser osv.
Kort fortalt handler filmen om et ægtepar, som mister deres lille dreng ved et ulykkeslignende tilfælde. Morens sorgmønster er abnormt, så hun kommer i behandling. Det er dog en behandling, faren vælger at afbryde – han er jo terapeut og ved nok, hvordan sådan en krise skal klares. Derfor tager parret en tur i skoven, hvor de har en hytte, der symbolsk nok hedder Eden. Navnet er nok også det eneste sammenfald mellem hytten og det bibelske sted. Underlige ting sker og er tidligere sket, kommer det frem. Egentlig oprulles den virkelige historie meget fint gennem især de sidste dele af filmen, som i øvrigt er opdelt i kapitler med hver deres titel og undertitel. Til sidst sker det (u)lykkelige og det gode eller det onde sejrer – jeg afslører ikke hvilket.
Den første time af filmen sker der sgu ikke meget spændende, men jeg havde læst en udenlandsk anmeldelse og bemærket, at der efter præcis en times kiggeri, kom i tingene. Således var jeg vistnok den eneste, der ikke var ved at vælte stolerækken i biografen men blot blev godt og grundigt rystet af mine naboers autonome motoriske bidrag den første gang. Sammenhængen mellem filmens handling og dens titel, vil jeg lade sagkyndige og anderledes dybe mennesker belyse – jeg ser den ikke helt. Der er to medvirkende i filmen; Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe og de gør det begge super godt. Man kan jo også hurtigt se, at det må trække filmens gennemsnit meget ned, hvis blot den ene af dem gør det mindre end ret godt.
På forhånd anså jeg Antichrist som en must-see, hvilket jeg sådan set stadig gør. Jeg vil nok også anbefale, at man ser den i biografen, da der hurtigt går for meget hjemlig hygge i den, hvis den ses i sofaen foran fjerneren. Og hjemlig hygge er nok ikke lige det, filmen er designet til. Jeg kan ikke lige sammenligne filmen med noget andet, da her virkelig er tale om weird shit og derfor vil jeg heller ikke bedømme den og tro, at andre ser den på samme måde. Se den og bedøm selv! Men tag ikke slik og lignende med ind i mørket – det er ikke nogen behagelig oplevelse, der venter!
Udskriv
This work, unless otherwise expressly stated, is licensed under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 2.5 Denmark License.
Lignende indlæg:
- Home – den mest tankevækkende film til dato
- Ridley Scott og Russell Crowe giver en fin fortolkning af Robin Hood
- Spar julefrokosten i år og se den på dvd i 2010
Gemt Under film, holdninger, tips // Skriv en kommentar
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar
Giv en stemme!
-
Tilfældigt billede
